Dan Turèll (1946-93) var ikke-europæisk ikke-skandinavisk, men en klon af USA. Han var den første i DK til at praktisere beat, dvs. lade sin digtning hente energi fra og styre af den her puls, som kommer fra bluesmusik. Og han er den første, der ved at søge mod vest tværs over Amerika og videre over Stillehavet, ikke gennem dyb tysk tænkning og Schopenhauer, kommer i berøring med zenbuddhismen. Og hvis beaten kommer til at udgøre det første ben i hans digtning dér omkring 1970, udgør zen det andet. Endelig det tredje ben: hallucinogener og stofkultur … som Turèll fyrer op under i de år … i alle mulige subudgivelser, med titler som Changes of Light og Occult Confessions … kulminerende med BEVÆGELSER, FORMÅLSLØST CIRKLENDE i 1971. Turèll praktiserer skrift. Uden den Villy Sørensen’ske lutring – som har redet dansk litteratur som en mare, fra eksistentialismens dage og hele vejen op og ud i gymnasier og almindelige læsere – uden forestillingen om, at det private skal lutres i et eller andet dyb, vi har i os, for at blive alment og forståeligt og frem for alt dybt nok til, at vi kan tage det alvorligt. – Turèll hamrer løs på skrivemaskinen, skriften strømmer og – har man fornemmelsen af – ryger direkte i trykken. I stedet for lutring sætter han alt ind på stilen, og det er så den alene, i dens umiddelbarhed, som så umiskendelig er Turèll, der sætter sig hos læseren.
