Sergej Levedev, Augustmennesker, roman, 338 sider, 2020. Oversat fra russisk af Lotte Jansen Omslag: Håkan Liljemärker ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ Politiken ”Holder du af tankevækkende og underholdende litteratur, skal du læse Augustmennesker.” ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Berlingske Rusland august 1991: Et kup får landet til at vakle, Gorbatjov bliver afsat, Jeltsin overtager magten, og på afstand aner man allerede omridset af Putin. Landet falder fra hinanden. Den ene halvdel sælger råstoffer og kampvogne og bliver mangemillionærer, den anden halvdel synker ned i bitter armod. I dette klima af total omkalfatring finder jegfortælleren sin bedstemors dagbog og erkender at tavsheden om fortiden må brydes hvis Rusland skal have en fremtid. En højaktuel og spændende roman om det land der indtil for få år siden var en verdensmagt. Gennem min barndom var jeg den eneste der vidste at hun skrev på et eller andet, og jeg gættede på at det var erindringer. Men det fortsatte år efter år, til tider kunne der gå flere måneder hvor jeg ikke så hende sætte sig ved bordet og åbne hæftet; og jeg havde allerede vænnet mig til at hendes skriveri var uendeligt, antog at det var en slags indre samtale der ikke var beregnet for en udenforstående læser. I slutningen af firserne blev bedstemor så syg, den ene lidelse afløste den anden, og i nogle år forsvandt hæftet med hendes manuskript et eller andet sted. Og det forsvandt tilsvarende fra mine tanker, jeg glemte det med den forhastede lethed hos teenageren der sluger dagene, den ene efter den anden; at tænke på manuskriptet var som trække et illusorisk, helt ubegrundet håb i langdrag. ”Måske en af den generations mest interessante forfattere.” Sergej Lebedev (f. 1981, Moskva) har på få år etableret sig som en af sin generations vigtigste stemmer. Som uddannet geolog og virkende forfatter arbejder han i spændingsfeltet mellem natur og menneske, historie og samtid, stilhed og ord. Med sin vidnesbyrdlitteratur om Sovjettiden træder Lebedev tematisk i sporene fra Solzjenitsyn og Sjalamov, men forfølger egne spørgsmål om erindring gennem en filosofisk associerende stil.
