♥♥♥♥ - "En rablende og usammenhængende tekst, der hvirvler hele og halve historier op i en karakteristisk, modernistisk bevidsthedsstrøm. Det er først og fremmest enormt morsomt. Men det er også en sjældent livfuld skildring af livet som grænsemenneske, som øgle, som beboer i det ingenmandsland af kamuflage, der er puberteten.” – Ask Hansen, Politiken “Panduro skriver ikke bare overskudsagtigt godt og meget morsomt, han skriver som en fluktuerende, gal og meget egensindig knallert, der drejer, dytter og stopper akkurat, hvor det passer ham. Det er en fryd at læse [...]“ – Nanna Goul, Weekendavisen Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse. At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det er et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning. I efterordet til Øgledage skriver Klaus Rifbjerg: Nu skriver man “fisse” i avisen og siger det i radioen, det gjorde man ikke, da Leif Panduros “Øgledage” udkom i 1961. Det ville trods alt have vakt for meget postyr, selvom de ny tider var kommet også sprogligt. Men selvfølgelig lod forargelsen ikke vente på sig, for kunne man virkelig tillade sig, hvad Panduro gjorde og skrev om en mand, der sad på lokum for at få trykket sine fortrængninger ud og blive fri for dem? Det svarer romanen ikke entydigt på, for det er en dialektisk historie, der elsker sine billeder, fordi de straks kan skydes ned igen, når de sekundkort har stået og blinket i læserens bevidsthed. Man skal ikke tro, man er noget, når man konfronteres med et værk, der vil det hele på én gang, og hvis smertefulde bevidsthed siger, at det ikke kan lade sig gøre. Skal man tro fortælleren, der befinder sig i en psykiatrisk seance, har han hadet sin rødbedekogende mor og sin urværkstikkende far fra begyndelsen og altid. Ser man nærmere efter vil man opdage, at der også er tale om et kærlighedsforhold.Intet ville være til stede og slet ikke de tiltalende/frastødende øgler, der er en vigtig del af komparseriet. Det er næsten som hos H.C. Andersen og hans rejse til hovedstaden? yderste pynt, han må tage det sure med det søde for at komme tilbage til udgangspunktet, og ligger der en kærlighed på vejen med øret begravet i sit hår, må han både fortælle og lytte. Det sker hånd i hånd med dobbeltgængeren Pluto, der både er lokumsgængeren selv og den mere godtagende del af ham der har set et hyldehegn og hørt en solsort synge forlænge, længe siden. Sammen bygger de en vældig kvinde af sand på stranden, et billede på længsel og liderlighed, men skabt under en regnbue af uskyld, som den der har præget drengevenskaber i litteraturen siden begyndelsen. På godt og ondt. Den ekstreme exhibitionisme, der har præget åndslivet de sidste mange år, er ikke ukendt for Leif Panduro og slet ikke i “Øgledage“, men instrumenter ingen er anderledes. Han vil gerne ind under huden – også på den tilbedte – men der er ingen egentlig egocentri, intet demonstrativt i de kødelige iscenesættelser. Dialektisk ville det ikke være, hvis den store anelsesfulde erotik slet ikke spillede nogen rolle, hvad den naturligvis gør også i de passager, hvor samfundet og det politiske trænger sig på. Her lever øglerne deres skændige liv, og de er næppe til at få has på, hvis man ikke bruger magt, men ikke vold. Kærligheden viser udvejen. Desværre ligeså ineffektivt som i virkeligheden. Men kampen går videre i “Øgledage“, der er skrevet over Swift’s og Rabelais skabeloner og er skrækkeligt morsom. Forfatter: Leif PanduroTitel: ØgledageISBN: 9788793128132Udgivelsesdato: 05-12-2014Indbinding: SoftcoverSidetal: 134Omslagsgrafiker: Thomas Joakim WintherIndholdsgrafiker: Clara BirgerssonIllustrator: Halfdan Pisket Se alle bøger i Sandalserien
